
Du er i gang med dagens træning, og din hest begynder at åbne munden, hver gang du tager lidt mere kontakt på tøjlen. Måske slår den kort med hovedet, når du beder om en overgang, eller begynder at lege med biddet på en måde, der gør kontakten ustabil. Du forsøger at ride den mere frem til hånden, finde en roligere forbindelse eller justere tøjlerne, men reaktionen vender tilbage.
Mange ryttere har prøvet noget lignende. Og ofte kommer forklaringerne hurtigt: Hesten er urolig på biddet, den skal lære at acceptere kontakten, eller også forsøger den at unddrage sig arbejdet.
Men hvad nu, hvis vi i stedet begyndte med at undersøge, hvorfor hesten reagerer?
Hestens mund er et følsomt område med tunge, slimhinder, tænder og væv, der påvirkes af både bid og tøjlekontakt. Når vi rider med bid, foregår en stor del af kommunikationen gennem tryk og eftergift i netop dette område. Det stiller krav til både udstyrets pasform, rytterens hånd og hestens forståelse af de signaler, den modtager.
Og forskning peger på, at mundåbning, bestemte tungebevægelser og gentagne hovedbevægelser kan være relevante tegn på, at noget i denne kommunikation ikke fungerer optimalt.
Når hesten åbner munden under ridning
I et studie offentliggjort i Journal of Veterinary Behavior i 2023 undersøgte forskerne Marie Eisersiö og hendes kolleger sammenhængen mellem tøjletryk og forskellige mund- og hovedbevægelser hos 20 varmblodsheste.
Hestene blev iført trense med bid og bedt om at bakke som reaktion på gradvist øget tøjletryk fra en person, der stod på jorden. Forskerne målte tøjlespændingen og registrerede samtidig hestenes adfærd.
Resultaterne viste blandt andet, at den gennemsnitlige samlede tøjlespænding faldt fra 19 til 11 newton i forbindelse med, at hestene åbnede munden. Også når hestene bed om biddet eller løftede hovedet, blev der registreret et fald i tøjlespændingen fra bevægelsens begyndelse til dens afslutning.
Forskerne vurderede, at disse reaktioner kunne være forsøg på at mindske eller undgå det tryk, hestene oplevede.
Det betyder ikke, at enhver mundåbning under ridning kan forklares med for højt tøjletryk. Men undersøgelsen viser noget væsentligt: En bevægelse, vi måske opfatter som uro eller manglende accept, kan i nogle situationer have en funktion for hesten.
Hvis den eksempelvis oplever et ubehageligt tryk i munden, kan den forsøge at ændre forholdene ved at bevæge kæben, åbne munden eller ændre hovedets position.
Hvorfor tager nogle heste tungen ud?

Men tungebevægelserne kan være interessante at undersøge, fordi hestens tunge spiller en central rolle i kontakten med biddet.
Biddet ligger i den tandløse del af munden, hvor det blandt andet påvirker tungen og de omkringliggende væv. Der er begrænset plads i hestens mund, og både bidets tykkelse, form og placering kan have betydning for, hvordan trykket fordeles.
Forskning i hestens mundanatomi har vist, at mundhulens dimensioner varierer mellem forskellige heste. Et bid, der fungerer fint for én hest, passer derfor ikke nødvendigvis til en anden, selvom de bruger samme størrelse trense.
Hvis hesten oplever et ubehageligt tryk, kan den forsøge at ændre tungens placering. Det kan eksempelvis komme til udtryk ved, at den trækker tungen tilbage, forsøger at føre den over biddet eller lader den komme ud af munden.
Men der kan også være andre forklaringer, herunder indlærte bevægelsesmønstre, tandproblemer eller påvirkninger fra udstyret. Derfor bør man ikke konkludere, at en synlig tunge automatisk skyldes et bestemt bid eller en bestemt måde at ride på.
Det interessante spørgsmål er snarere, hvornår reaktionen opstår. Kommer tungen ud, så snart du tager kontakt? Sker det kun under krævende øvelser? Eller fortsætter adfærden, selv når du giver hesten en længere tøjle?
Svarene kan være med til at pege på, hvor det giver mening at begynde en nærmere undersøgelse.
Når hovedet bliver hestens måde at reagere på
En hest, der gentagne gange slår med hovedet, kan være svær at ride med en stabil kontakt. Men hovedbevægelser kan opstå af flere forskellige årsager, og det er vigtigt at skelne mellem dem.
Et enkelt hovedkast kan være en reaktion på et insekt, en pludselig lyd eller noget andet i omgivelserne. En hest kan også bevæge hovedet, fordi den mister balancen eller reagerer på en uventet hjælp.
Hvis bevægelsen derimod kommer igen og igen i bestemte situationer, er det værd at se nærmere på mønstret.
Måske sker det altid, når tøjlen bliver kortere. Måske opstår reaktionen i overgangen fra trav til skridt, eller når rytteren beder hesten om at samle sig mere. Det kan også være, at den reagerer på samme måde under flere forskellige ryttere.
I den tidligere nævnte undersøgelse fra 2023 fandt forskerne, at heste blandt andet kunne løfte hovedet i forbindelse med ændringer i tøjlespændingen. Resultaterne understøtter, at nogle hovedbevægelser kan være forsøg på at håndtere eller undgå tryk.
Det er imidlertid vigtigt at huske, at gentagne hovedbevægelser ikke kun kan skyldes forhold i munden. De kan også hænge sammen med smerter andre steder i kroppen, problemer med udstyr eller egentlige sygdomstilstande.
Eksempelvis findes der heste med headshaking-syndrom, hvor gentagne, ufrivillige hovedbevægelser kan være forbundet med overfølsomhed eller smerter fra trigeminusnerven. Det er en anden problemstilling end almindelige reaktioner på tøjlekontakt og kræver dyrlægefaglig udredning.
Derfor skal gentagne eller uforklarlige hovedbevægelser ikke blot betragtes som et træningsproblem.
Kan et stramt næsebånd skjule problemet?
Når en hest åbner munden eller bevæger kæben meget under ridning, kan det være fristende at forsøge at skabe mere ro ved at justere næsebåndet.
Men her er der god grund til at tænke sig om.
Et næsebånd kan begrænse, hvor meget hesten kan åbne munden, afhængigt af hvordan det er udformet og spændt. Hvis hesten tidligere har åbnet munden som reaktion på ubehag, kan en strammere rem derfor gøre bevægelsen mindre synlig uden nødvendigvis at ændre årsagen. Det er en vigtig forskel, for fraværet af en bestemt adfærd er ikke i sig selv dokumentation for, at hesten har det bedre.
Et næsebånd skal selvfølgelig ligge korrekt og være tilpasset den enkelte hest, men det bør ikke bruges som en genvej til at skjule en reaktion, vi endnu ikke forstår.
Hvis hesten konsekvent forsøger at åbne munden under ridning, er det mere relevant at undersøge blandt andet bidets pasform, tøjlekontakten, mundens sundhed og de situationer, hvor reaktionen opstår.
Det kan være en mere tidskrævende proces, men den giver også bedre mulighed for at finde en reel løsning.
Det er ikke altid biddet, der er problemet

Når vi taler om mundåbning og tungebevægelser, bliver fokus hurtigt rettet mod selve biddet. Men selvom biddets pasform er vigtig, er det kun en del af den samlede påvirkning.
Et korrekt tilpasset bid kan stadig give ubehag, hvis tøjletrykket bliver for stort eller meget ujævnt. Omvendt kan en hest med en rolig og erfaren rytter stadig reagere, hvis den har problemer med tænderne eller oplever fysisk ubehag andre steder i kroppen.
I en undersøgelse fra 2024, offentliggjort i tidsskriftet Animals, analyserede forskerne Sue Dyson og Danica Pollard adfærd hos 1.358 sportsheste ved konkurrencer. De fremhævede blandt andet, at gentagen mundåbning kan have flere mulige forklaringer, herunder mundproblemer, biddets udformning, næsebåndets tilpasning, tøjlesignaler eller smerter andre steder i kroppen.
Det er netop denne kompleksitet, der gør det vigtigt ikke at lede efter én universel forklaring.
En hest, der åbner munden, behøver ikke et skarpere bid. Den behøver heller ikke nødvendigvis et blødere bid. Først og fremmest har den brug for, at vi undersøger, hvorfor den reagerer, som den gør.
Og nogle gange kan svaret lige så vel ligge i rytterens signaler, hestens balance eller en fysisk udfordring, som det kan ligge i selve udstyret.
Hvad kan du selv gøre, hvis din hest viser disse signaler?
Det første skridt er at begynde at observere frem for straks at korrigere adfærden. Hvis din hest åbner munden, bevæger tungen uhensigtsmæssigt eller gentagne gange slår med hovedet, så læg mærke til, hvornår det sker, og hvad der sker lige inden.
Reagerer den, når du tager mere kontakt på tøjlen? Kommer bevægelsen under bestemte øvelser eller overgange? Forsvinder den, når du giver efter, eller fortsætter den uafhængigt af kontakten?
Det kan være en hjælp at få en anden til at filme en kort sekvens af ridningen. Det giver mulighed for bagefter at se både hestens reaktioner og rytterens egne bevægelser. Vi opdager nemlig ikke nødvendigvis alle de små ændringer i vores hænder og krop, mens vi sidder i sadlen.
Hvis reaktionerne er nye, tilbagevendende eller tydelige, bør man også få undersøgt hestens tænder og mund samt kontrollere, at bid og øvrigt udstyr passer korrekt. Ved mistanke om smerter, headshaking eller andre fysiske problemer bør dyrlægen inddrages, og en egentlig smerteproblematik skal ikke forsøges løst alene gennem træning eller udstyrsskift.
Det kan desuden være værdifuldt at få en kvalificeret underviser til at vurdere samspillet mellem hest og rytter. Ikke med det formål at finde fejl hos nogen, men for at undersøge, om noget i kommunikationen kan blive tydeligere, mere konsekvent eller lettere for hesten at forstå.
Og måske er den vigtigste pointe, at vi ikke nødvendigvis skal forsøge at få reaktionen til at forsvinde så hurtigt som muligt. Først skal vi finde ud af, hvad der ligger bag den.
En stille mund er ikke nødvendigvis det samme som en tilfreds hest
I ridning taler vi ofte om, at hesten skal være rolig på biddet og acceptere kontakten. Det giver god mening, at vi ønsker en stabil og behagelig kommunikation mellem hest og rytter.
Men ro må ikke forveksles med, at hesten blot er forhindret i at vise en reaktion.
En hest, der holder munden lukket, er ikke automatisk komfortabel, ligesom en hest, der bevæger munden, ikke nødvendigvis har smerter. Det er altid nødvendigt at se på hele situationen og på hestens øvrige signaler.
Når en hest gentagne gange åbner munden, tager tungen ud eller slår med hovedet, kan det derfor være værd at ændre det spørgsmål, vi stiller os selv.
I stedet for at spørge, hvordan vi får hesten til at holde op, kan vi begynde med at spørge, hvad der får den til at reagere.
For selvom hesten ikke kan forklare os med ord, hvad den oplever, kan dens bevægelser give os værdifulde oplysninger. Det kræver bare, at vi er villige til at tage dem alvorligt.
Og måske er den bedste kontakt mellem hest og rytter ikke den, hvor hesten holder op med at reagere, men den, hvor vi har gjort os umage for at forstå dens reaktioner.
Kilder








