Så kommer stævnedagen. Pludselig er det svært at huske det program, du kunne dagen før. Hesten føles anderledes. Du spænder måske i kroppen, kommer til at holde vejret eller ride mere anspændt end normalt – og jo mere det går anderledes end hjemme, desto mere prøver du at få kontrol over situationen, men netop dér kan problemet vokse.
Hesten mærker, når du bliver nervøs
Marcel Fuursted arbejder til daglig med coaching og high performance og har blandt andet mange års erfaring med at coache mennesker i pressede situationer. Han har ikke en baggrund indenfor ridning, og han understreger derfor, at han ikke kommer for at fortælle rytteren, hvordan en bestemt øvelse skal udføres.
Til gengæld interesserer han sig for, hvad der sker med mennesket, når presset stiger, og hvordan det påvirker samarbejdet med hesten. For hesten er ikke bare en passiv modtager af rytterens signaler.
Et studie fra 2009 undersøgte netop, hvad der skete, når mennesker blev nervøse i en situation med deres hest. Rytterne blev fortalt, at en paraply på et tidspunkt ville blive slået op, mens de red eller trak forbi med deres hest. Paraplyen blev aldrig slået op, men forventningen var nok til at gøre rytterne mere nervøse. Samtidig steg hestenes puls.
Det er et lille studie, men forsøget illustrerer en vigtig pointe: Rytterens egen fysiologiske reaktion kan være en del af det, hesten reagerer på – og det kan være særligt relevant til stævne.
Når du pludselig rider anderledes
Når du bliver nervøs, ændrer din krop sig. Du kan spænde i kæben, holde vejret, ændre din position i sadlen eller komme til at give dine hjælpere på en anden måde end normalt. Det kan være små ændringer, som du knap selv opdager. Hesten mærker dem derimod gennem de signaler, den normalt bruger til at forstå dig.
"Du føler måske, at du sender præcis det samme signal, som du plejer, men hesten reagerer ikke på samme måde", forklarer Marcel Fuursted.
Det er samtidig vigtigt at huske, at hesten også kommer med sin egen personlighed og sine egne erfaringer. Nogle heste er mere sensitive end andre, og derfor vil den samme stævnesituation heller ikke påvirke alle heste og ryttere på samme måde.
Men når både hest og rytter bliver mere påvirkede af situationen, kan de to ting hurtigt forstærke hinanden.
Du skal ikke prøve at være mindre nervøs
En klassisk reaktion på stævnenervøsitet er at forsøge at slippe af med nervøsiteten, men ifølge Marcel Fuursted er det ikke nødvendigvis den bedste strategi.
For hvis du begynder at overvåge dig selv hele tiden – trækker jeg vejret rigtigt? Sidder jeg rigtigt? Er jeg afslappet nok? – kan du ende med at tænke så meget over det, at du bliver endnu mere anspændt og ikke til stede.
I stedet handler det om at finde tilbage til en baseline. Altså den tilstand, hvor du normalt arbejder sammen med hesten.
"Vi skal ikke sige til os selv, at vi ikke skal være nervøse. Det kan vi ikke undgå. Vi skal finde en måde, hvor vi finder tilbage til roen", siger han.
Sænk forventningerne
En del af den mentale forberedelse handler derfor om at sænke forventningerne til sig selv. Det betyder ikke, at du skal være ligeglad med resultatet, men hvis du rider ind på banen med følelsen af, at alt skal være perfekt, bliver der meget på spil.
Du kunne for eksempel tænke: Vi skal bare ind at ride. Ikke løse alle problemerne. Ikke lære hesten noget nyt. Ikke bevise, at træningen har virket. Bare ride.
Det lyder simpelt, men pointen er netop, at du skal have en enkel respons klar, når presset stiger.
Marcel sammenligner det med en slags forprogrammering: Du skal på forhånd beslutte, hvad du gør, når du bliver anspændt. Det kan være et bestemt ord eller en kort sætning som “rid”, “rolig”, “sammen” eller noget helt andet, der giver mening for dig.
Når du møder situationen på stævnepladsen, skal du ikke til at opfinde løsningen. Du skal allerede vide, hvad du gør.
Træn også det, der ikke handler om ridning
Den forberedelse begynder ikke, når du er ved indgangen til banen. Den begynder derhjemme.
Du eksempelvis øve dig ved at skabe nogle af de samme rammer, som du møder til stævne. Rid med stævnejakken på. Få flere mennesker til at kigge på. Lave rosenknopper. Rid på en anden bane. Få nogen til at filme.
Ikke fordi du skal simulere et helt internationalt stævne i stalden, men fordi du kan gøre situationen mindre fremmed.
Det samme gælder dine egne rutiner. Hvis du normalt taler meget til hesten under træning, roser den ofte eller får løbende instruktioner fra din underviser, så er det værd at være opmærksom på, om de signaler også er til stede til stævnet.
Hvis de pludselig forsvinder, kan det være endnu en forskel for hesten, som kan gøre, at situationen føles anderledes, eller gøre dig og/eller den anspændt.
Jo flere af de vigtige ting, der føles ens, desto færre ting skal hest og rytter forholde sig til på selve dagen.
Lad være med at lære hesten noget nyt dagen før
Det gælder også selve ridningen. Stævnedagen er sjældent tidspunktet til at opfinde den dybe tallerken.
Hvis du pludselig bliver bekymret for en bestemt øvelse, kan fristelsen være at ride den igen og igen dagen før stævnet. Er du selv presset, kan træningen imidlertid hurtigt blive mere anspændt end normalt.
I stedet handler den sidste del af forberedelsen om at skabe overskud. Grundformen skal være på plads, og de sidste dage kan i mange tilfælde bruges til at holde hesten og rytteren godt kørende frem for at presse en masse nyt ind.
For hvis du selv møder stævnet med følelsen af, at “nu skal vi lige have rettet de sidste fem ting”, er der allerede lagt ekstra pres på situationen.
Brug udåndingen som en vej tilbage
En konkret metode, Marcel Fuursted anbefaler, er at arbejde med vejrtrækningen. Ikke nødvendigvis ved at forsøge at tage en stor, dyb indånding, men ved at lægge mærke til udåndingen.
Et eksempel kan være at trække vejret roligt ind i omkring fire sekunder og derefter lade udåndingen vare 6-8 sekunder. Samtidig kan man rette opmærksomheden mod at slippe spændingen i eksempelvis kæbe, arme og ben.
Forskning i langsom vejrtrækning viser, at teknikken kan påvirke kroppens autonome nervesystem og blandt andet øge hjertevariabiliteten, som hænger sammen med kroppens parasympatiske regulering.
Det betyder ikke, at en bestemt vejrtrækningsrytme automatisk gør dig rolig, eller at du skal koncentrere dig om din vejrtrækning gennem hele ridtet. Tværtimod er pointen at øve det på forhånd, så det bliver et redskab, du kan bruge, når du mærker, at spændingen stiger.
Skriv tankerne ned
En anden enkel øvelse er at skrive det ned, der fylder. Hvad er du egentlig bange for?
At glemme programmet? At hesten bliver urolig? At dommeren ser en fejl? At de andre ryttere rider bedre? At hesten ikke reagerer, som den plejer?
Når tankerne bliver i hovedet, kan de hurtigt vokse. På papir kan de være lettere at forholde sig til, og når du har identificeret dine bekymringer, kan du begynde at lave dine egne “hvis-så”-planer, f.eks.:
- Hvis jeg bliver anspændt, så puster jeg ud.
- Hvis hesten reagerer på noget, så vender jeg tilbage til min normale ridning.
- Hvis jeg mærker, at jeg bliver frustreret, så bruger jeg mit nøgleord.
På den måde bliver den nervøse situation ikke noget, du først skal finde ud af, når du står midt i den.
Kig også på din egen rolle
En sidste pointe fra Marcel Fuursted handler om, hvem vi giver skylden, når noget går galt. Det er nemt at tænke, at hesten er mærkelig i dag, at dommeren var dårlig, at publikum larmede eller noget helt fjerde.
Men hvis du i stedet spørger dig selv: Hvad gjorde jeg, som måske påvirkede situationen? … så får du noget, du faktisk kan arbejde med.
Det betyder ikke, at alt, hvad der sker på en stævneplads, er rytterens skyld. Hesten har sin egen personlighed, sine egne erfaringer og sine egne reaktioner, og du kan ikke styre omgivelserne, men rytterens egen del er den del, man selv kan ændre. Måske er det netop dér, forskellen mellem hjemmebanen og stævnebanen begynder at blive mindre.
For målet er ikke nødvendigvis at blive en rytter, der aldrig bliver nervøs. Det er at blive bedre til at opdage, når nervøsiteten ændrer din ridning og vide, hvad du kan gøre for at finde tilbage til jer.
