Foto: Pixabay

Næsen bag lod, hyperfleksion, rollkur, low, deep and round – begreberne bliver ofte brugt i debatten om hestens hoved- og halsposition, men dækker de over det samme, og hvad ved vi egentlig om, hvordan de forskellige positioner påvirker hesten?

I dette tema undersøger vi, hvorfor næseryggen helst skal være i det lodrette plan eller let foran, hvilke konsekvenser det kan have for hesten at gå bag lod eller med kraftig bøjning af halsen, og hvad forskning, fagpersoner og trænere siger om emnet.

Hestens hoved og hals spiller en vigtig rolle i dens naturlige adfærd og bevægelse. Halsen bruges blandt andet til at udforske omgivelserne, indtage føde og interagere med andre heste. Den bidrager desuden til hestens balance og koordination under bevægelse.

Når vi rider, påvirker vi imidlertid hestens hoved- og halsposition. Det sker på forskellige måder og i forskellig grad på tværs af discipliner som dressur, springning, military, kørsel mv. Særligt i dressursporten har positionen været genstand for debat de seneste år, blandt andet fordi heste ofte ses med næseryggen bag det lodrette plan i forbindelse med konkurrencer eller træning.

Bekymringen går på, hvorvidt bestemte hoved- og halspositioner påvirker hestens bevægelse, fysiske komfort og adfærd – og om eventuelle præstationsmæssige fordele kan retfærdiggøre de mulige omkostninger for hesten.

Udfordringer med definitionerne

Når man taler om hestens hoved- og halsposition, er det vigtigt at skelne mellem de forskellige begreber. At hesten går med næsen bag lod, betyder, at næseryggen befinder sig bag en tænkt lodret linje gennem hestens øje. Det beskriver i sig selv en position, men siger ikke nødvendigvis noget om, hvor kraftigt halsen er bøjet, hvor længe positionen opretholdes, eller hvordan den er opnået.

Begreberne hyperfleksion og rollkur bruges ofte til at beskrive overbøjning af hestens hals, men der er ikke enighed om definitionerne af dem. Hyperfleksion bruges om alt fra positioner med næseryggen lidt bag det lodrette plan til en mere udtalt bøjning. Rollkur forbindes med en træningsteknik, hvor hestens hals bøjes kraftigt, så næseryggen kommer markant bag lod, og positionen kan være fremtvunget.

Begreberne bruges ikke altid ensartet, hverken i praksis eller i forskningen. Derfor er det vigtigt ikke automatisk at sidestille en hest, der kortvarigt går lidt bag lod, med en hest, der rides i en kraftigt overbøjet position. Netop denne forskel er central, når man skal vurdere, hvad forskningen fortæller os om hestens velfærd.

Hvad viser forskningen?

I oktober 2024 udkom en omfattende metaanalyse af 58 studier om hestens hoved- og halsposition. Forskerne gennemgik systematisk tidligere forskning på området for at få et samlet billede af de mulige konsekvenser for hestens velfærd og præstation.

Resultaterne pegede især på bekymringer for hestens velfærd. I 75% af de 36 studier, der undersøgte velfærdsrelaterede forhold ved ridning med næseryggen bag lod, blev der rejst bekymringer om hestens velfærd.

Når det gjaldt præstation, var resultaterne mindre entydige. Omkring en fjerdedel af studierne fandt positive effekter, mens en tilsvarende andel fandt negative effekter. De resterende 44% fandt ingen signifikant effekt på præstationen. Samlet fandt 65% af studierne ikke præstationsmæssige fordele ved at ride hesten bag lod.

Forskerne konkluderede derfor, at der samlet set ikke er tydelig dokumentation for præstationsmæssige fordele, som opvejer de mulige velfærdsmæssige omkostninger.

Illustration af forskellige hoved- og halspositioner fra metastudiet. Positionerne 1C og 1D kan typisk ikke opretholdes af hesten selv og kan have en negativ effekt på dens velfærd. Foto: ISES/Scientic Reports.

Hvad er forbeholdene?

Som med al forskning er det vigtigt at se på, hvad resultaterne bygger på. De inkluderede studier varierede betydeligt i forsøgsdesign, målemetoder og definitioner af hoved- og halspositioner. Forskerne fremhæver selv, at denne variation gør det vanskeligt at sammenligne resultaterne direkte.

Kvaliteten af de enkelte studier blev heller ikke vurderet. Forskerne valgte at inkludere studier ud fra deres fagfællebedømmelse (det faktum, at de var peer-reviewed), fordi mange af de tilgængelige undersøgelser havde metodiske begrænsninger, blandt andet små forsøgsgrupper og risiko for bias.

Endelig omfatter forskningen forskellige grader af bøjning. Studierne definerer og måler ikke altid hoved- og halspositionerne på samme måde, og nogle af de overordnede analyser samler forskellige positioner bag lod. Det betyder, at resultaterne ikke uden videre kan fortælle os, om en mindre afvigelse fra det lodrette plan har samme konsekvenser som en kraftigt bøjet hoved- og halsposition.

Metaanalysen giver således et vigtigt samlet overblik over forskningen, men den besvarer ikke alle spørgsmål om, hvordan forskellige positioner påvirker den enkelte hest.

Hvad går bekymringerne på?

Bekymringerne handler både om hestens fysiske funktion og om dens adfærd. Flere studier har undersøgt, hvordan ændringer i hoved- og halsposition kan påvirke hestens bevægelse, muskelaktivitet og luftvejsfunktion. Andre har undersøgt tegn på stress og ubehag, blandt andet konfliktadfærd som halepisken og unormale hoved- og mundbevægelser.

I en stor del af de studier, der undersøgte adfærd, blev der rapporteret flere tegn på konfliktadfærd hos heste, der blev redet med næseryggen bag det lodrette plan. Nogle studier fandt også fysiologiske tegn, der kunne være forbundet med øget stress, mens andre ikke fandt signifikante forskelle på de undersøgte fysiologiske parametre.

Det er derfor vigtigt både at tage det overordnede billede, som resultaterne maler, alvorligt, og samtidig være præcis omkring, hvad de enkelte fund viser. Adfærd og fysiologiske målinger skal fortolkes i sammenhæng, og ingen enkelt observation fortæller nødvendigvis hele historien om hestens oplevelse.

Et spørgsmål, der kræver flere svar

Forskningen peger på væsentlige bekymringer ved at ride heste med næseryggen bag lod, men den efterlader også spørgsmål som f.eks.: Hvilken betydning har graden og varigheden af bøjningen, samt måden, hvorpå den er opnået? Og hvad kan hestens adfærd fortælle os?

I de kommende artikler ser vi nærmere på, hvad der sker i hestens krop, hvordan dens adfærd kan hjælpe os med at forstå dens oplevelse, hvad reglerne siger, og hvordan fagpersoner og trænere forholder sig til hestens hoved- og halsposition.

Kilder
König von Borstel, Kienapfel,, McLean, Wilkins & McGreevy. et al. 2024. Hyperflexing the Horse’s Neck: A Systematic Review and Meta-Analysis. Scientific Reports, 14, 22886.