Marieke van der Putten og Zantana RS2 ved World Cup-kvalifikationen i Herning, som er sæsonens første i den vesteuropæiske liga. Foto: FEI/Pernilla Hägg

Da hollandske Marieke van der Putten red på banen ved World Cup Herning i weekenden, var det med 12-årige Zantana RS2 OLD N.O.P. e. Glock's Zonik/Sir Donnerhall under sig. Ekvipagen sluttede på andenpladsen i både Grand Prix og Grand Prix Kür, hvor de måtte se sig slået af danske Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle.

For Marieke var det endnu en milepæl i en karriere, der har ført hende til nogle af dressursportens største konkurrencer. Alligevel er det ikke internationale mesterskaber, der oprindeligt har drevet hende fremad.

"Jeg ville bare gerne være en dygtig rytter. Jeg ville gerne lære en masse", fortæller hun.

Det ønske har været den røde tråd gennem hendes arbejdsliv. I dag er hun 43 år og har arbejdet hos RS2 Dressage i Holland i ni år. Her rider hun omkring 11 heste, hvoraf hun typisk sidder på cirka ni om dagen. Hestene spænder fra unge talenter til etablerede Grand Prix-heste, og hverdagen er travl, men netop arbejdet med hestene er fortsat det, der driver hende.

En karriere bygget på læring

Marieke har haft heste tæt inde på livet, siden hun var helt lille. Hendes forældre red selv, og allerede som 1,5-årig fik hun sin egen pony. Hun har brugt utallige timer på den lokale rideskole, og "ånder hest", som hun selv siger.

Som 16-årig begyndte hun at arbejde hos den hollandske dressurrytter Rijn van der Schaft, samtidig med at hun gik i skole. Her blev hun i 11 år, inden turen gik videre til Glock Horse Performance Center, hvor hun arbejdede i syv år med Edward Gal, Hans Peter Minderhoud og Nicole Werner. Siden har RS2 Dressage været hendes arbejdsplads.

Marieke har altså i store dele af sin karriere været en del af etablerede stalde frem for at opbygge sin egen selvstændige forretning. Det har givet hende mulighed for at ride mange forskellige heste og lære af forskellige mennesker.

"Alle de steder, jeg har været, har jeg lært rigtig meget om forskellige heste og forskellige måder at gøre tingene på", siger hun.

Hun har ikke oplevet det som nødvendigt at følge en bestemt karriereplan. I stedet har hun taget de muligheder, der er kommet, og fokuseret på at udvikle sig som rytter. Det har ført hende til international topsport – og til en position, hvor hun nu har flere heste med potentiale til de største opgaver.

Zantana er en sensitiv dame, men partnerskabet med Marieke bliver stærkere og stærkere, hvilket også har fremgået af deres resultater på det sidste. Foto: FEI/Pernilla Hägg

Et partnerskab, der kræver forståelse

En af de heste er Zantana RS2, som Marieke har redet i omkring fire år. Den mørke oldenburgerhoppe er følsom og reaktiv, og i begyndelsen var det en udfordring at finde ud af, hvordan hun bedst kunne hjælpes til at føle sig tryg.

"Da jeg begyndte at ride hende, var hun ret spooky og svær. Nogle gange vendte hun bare rundt, fordi hun reagerede på alt det, hun så", husker Marieke.

Det tog tid at lære hoppen at kende. I dag oplever hun dog, at tilliden mellem dem vokser, og at Zantana bliver mere og mere afslappet for hvert stævne. Det interessante er, at løsningen ikke nødvendigvis er at give hoppen mere frihed. Tværtimod har Marieke fundet ud af, at Zantana bliver usikker, hvis hun slipper kontakten for meget og overlader ansvaret til hoppen.

"Hun har brug for min støtte. Jeg skal vise hende vejen og fortælle hende, at det her klarer vi. Så er hun helt med på det", forklarer hun. Det handler ikke om at være hård ved hesten, understreger Marieke, men om at være tydelig og give den den støtte, den har brug for.

Hun beskriver, hvordan Zantana kan reagere voldsomt på en lille bevægelse i et stykke plastik, mens hun nærmest er upåvirket af et stort publikum, der klapper og råber. Ved præmieoverrækkelsen i Herning var hoppen afslappet og nysgerrig på menneskemængden. Det samme oplevede Marieke ved VM i Aachen med omkring 40.000 tilskuere på det kæmpe stadion.

"Man er nødt til at finde ud af, hvad der fungerer for den enkelte hest. Med hende giver det ikke altid mening for os mennesker, hvad hun reagerer på og ikke reagerer på", siger hun med et smil.

For Marieke er det netop en del af fascinationen ved at arbejde med heste: Der findes ikke én løsning, der passer til dem alle.

Ikke alle heste skal gå Grand Prix

At forstå den enkelte hest handler for Marieke ikke kun om at finde den rigtige måde at træne på. Det handler også om at vurdere, hvad hesten trives med, og hvilket niveau den egner sig til. Hun lægger stor vægt på, at hesten skal have lyst til at arbejde sammen med rytteren, og hun er ikke bange for at erkende, hvis en hest ikke er egnet til Grand Prix.

"Hvis jeg kan mærke, at en hest ikke er i stand til at gå på det højeste niveau, siger jeg ret hurtigt: Det er en rigtig dejlig hest, men måske ikke en Grand Prix-hest", fortæller hun.

I så fald kan det være bedre at finde en anden rytter, som kan tilbyde hesten et passende niveau og fortsat give den et godt liv.

"Jeg synes, det er vigtigt at respektere, at ikke alle heste er Grand Prix-heste", forklarer Marieke.

Hun oplever, at ridningen også bliver lettere, når hesten er egnet til opgaven. Så behøver rytteren ikke arbejde lige så hårdt for at få øvelserne frem. For Marieke hænger det derfor tæt sammen med hestevelfærd: At kende hestens styrker og begrænsninger og ikke forsøge at presse mere ud af den, end den har i sig.

I hverdagen på RS2 Dressage kommer hestene ud hver dag, enten på fold eller i paddock. De bliver også trænet og får mulighed for at blive gået med eller motioneret ved hånd. Stalden har desuden et galopspor omkring ejendommen, som giver mulighed for at variere arbejdet.

Marieke understreger dog, at man også må tage hensyn til den enkelte hests behov. Nogle heste trives ikke umiddelbart i alle former for udeliv, og så må man finde en løsning, der fungerer for netop dem.

"De skal have lov til at være heste. De skal kunne være sig selv og komme ud af stalden, men de har også brug for hvile. Man skal finde en god balance", siger hun.

Marieke og Zantana efter endt program i Herning. Foto: FEI/Pernilla Hägg

Hellere to gode piaffer end 30 gentagelser

Den samme tankegang præger Mariekes træning. Hun rider typisk hestene fem gange om ugen og holder træningspassene på omkring 30-35 minutter. Hun forsøger at variere ugens arbejde med hviledage og undgår at bruge unødigt lang tid på den samme øvelse.

"Når noget fungerer godt, stopper jeg. Hvis jeg laver to gode piaffer, så stopper jeg dér. Jeg fortsætter ikke, indtil jeg får en dårlig piaffe", forklarer hun.

Hun mener, at det er vigtigt at afslutte træningen med en god oplevelse, så hesten får mulighed for at tage den positive erfaring med sig til næste dag.

"En hest glemmer ingenting. Hvis du slutter med en god piaffe, ved den næste dag, at det var det, vi arbejdede efter. Hvis du derimod slutter med at kæmpe for at få noget til at lykkes, glemmer den heller ikke det".

Det betyder ikke, at hun aldrig arbejder videre med noget, der er svært. Nogle gange er det nødvendigt at være tydeligere og hjælpe hesten gennem en udfordring, men hun forsøger at undgå at gentage øvelsen igen og igen, når hesten allerede har forstået opgaven.

Hun bliver især glad, når hun oplever, at hestene selv virker tilfredse med deres arbejde: "Jeg kan godt lide, når jeg har en hest, der gør noget godt, og når jeg fortæller den, at det var godt, nærmest svarer: Ja, det var faktisk fedt!".

Om hestene rent faktisk føler stolthed, kan vi naturligvis ikke vide med sikkerhed, men for Marieke er fornemmelsen af, at hesten arbejder med hende og har en positiv oplevelse, en vigtig del af ridningen.

Fra læring til store ambitioner

Marieke har gennem årene haft succes med flere heste. En af dem er dansk varmblodsvallakken Tørveslettens Titanium RS2 N.O.P. e. Totilas/Stedinger, som er opdrættet af Stutteri Tørvesletten, Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle og trukket på Grand Prix-hoppen Tørveslettens Stamina.

Hun beskriver ham som en helt særlig hest og lidt af en "staldens klovn". Han har været med til at give hende erfaring med World Cup-stævnerne, og parret var også til start i Grand Prixen ved World Cup-finalen i Omaha 2023, men hesten fik desværre kolik og måtte opereres på Iowa State University, hvor de opholdt sig en måned inden Titanium blev fløjet tilbage til Holland. Derfor betyder det meget for hende, at han fortsat er en del af hendes hverdag, og ekvipagen har været til talrige stævner siden da.

Samtidig har hun flere yngre heste på vej. Hun fortæller blandt andet om to 6-årige efter Jameson RS2, som hun er meget begejstret for, men som får tid til at udvikle sig, inden hun stiller større krav til dem. Det er også karakteristisk for hendes tilgang: Der skal være plads til udvikling, og hestene skal ikke nødvendigvis nå alting så hurtigt som muligt.

I mange år har Marieke ikke haft de store mesterskaber som et konkret mål: "Jeg har aldrig rigtig haft som mål at komme til et verdensmesterskab, en World Cup-finale eller OL. Jeg ville bare gerne være en god rytter og lære en masse", fortæller hun.

Alligevel deltog hun ved VM i Herning 2022 med Titanium og senest ved VM i Aachen med Zantana samt EM i Crozet sidste år. Nu, hvor hun er nået så langt i karrieren og har flere stærke heste, er ambitionerne naturligt vokset.

"Når man er nået hertil, begynder man selvfølgelig at tænke på OL om to år. Jeg vil helt sikkert forsøge at komme med", erkender hun.

Først venter dog nye mål. Marieke håber på at ride EM i 2027, som er i Danmark, og vil også forsøge at kvalificere sig til World Cup-finalen i Göteborg i foråret, så hun planlægger at ride flere af de kommende kvalifikationer. Samtidig ser hun frem til at udvikle sine yngre heste og se, hvor langt de kan nå.

Med Zantana har hun allerede vist, at hun kan konkurrere med nogle af verdens bedste, men for Marieke handler succesen ikke alene om placeringer og procenter. Den handler også om at blive ved med at lære, finde løsninger sammen med hestene og skabe partnerskaber, der fungerer – både på konkurrencebanen og i hverdagen – og så bliver resultaterne et resultat deraf.

Marieke van der Putten. Foto: Happy Rider