Sidste års vinder af FEI Dressage World Cup Herning, Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle. Foto: FEI/Pernilla Hägg

Der bliver nok at se på, når World Cup Herning åbner dørene i næste uge, men for alle med interesse for unge dressurheste er der en særlig grund til at kigge mod den midtjyske by.

For første gang er Dansk Ride Forbunds championatsfinaler for unge dressurheste nemlig en del af World Cup Herning. Det betyder, at finalerne for 4-, 5-, 6- og 7-års hestene bliver afviklet som en del af det store internationale stævne – med de unge heste som en del af programmet i Jyske Bank Boxen.

Fra 4-års til 7-års

Championaterne giver mulighed for at følge de unge dressurheste på forskellige trin i deres udvikling. 

Onsdag den 14. oktober begynder de indledende klasser for 4- og 5-års hestene i Boxen, mens 6- og 7-års hestene følger torsdag. Fredag skal de første af årets championatsvindere findes, når de 4- og 5-årige går deres finaler, mens det lørdag gælder 6-års og 7-års finalerne. Derudover er der B-finaler undervejs.

I alt har 40 heste kvalificeret sig til finalen blandt de 4-årige, mens der er 24 heste i både 5- og 6-års klassen og 14 blandt de 7-årige.
Det giver dermed publikum mulighed for at følge udviklingen fra de yngste heste, der stadig er helt i begyndelsen af deres uddannelse, til de 7-årige heste, som er kommet længere i deres uddannelse og skal vise deres kunnen i mere krævende programmer.

Flere kendte navne

Kvalifikationsforløbet har allerede givet et fingerpeg om, hvem der kommer til Herning med stærke resultater i bagagen, og alligevel kan alt ske, når de unge heste kommer ind i de imponerende rammer i Boxen.

Blandt de 4-årige topper Alexander Yde Helgstrand og Furious med 96,000 point, mens Rianna Percy og Roitaine O fører 5-års feltet med 92,143 point. Hos de 6-årige har Nanna Skodborg Merrald og Sahara Pilekær leveret det højeste kvalifikationsresultat med 92,857 point, mens Eric Guardia Martinez og One to Remember ligger øverst blandt de 7-årige med 88,906 point.

Der er også flere ryttere, som har gjort sig bemærket ved at kvalificere flere heste. Merita Hagren og Susanne Barnow topper den liste med hele fem kvalificerede heste hver. Begge ryttere har desuden kvalificeret mindst én hest i samtlige fire aldersklasser.

Merita Hagren kommer til Herning med 4-årige Zake, 5-årige Chantal og Belle Amour CN, 6-årige Dizzy og 7-årige Lumiere Unik. Susanne Barnow har kvalificeret Ibiza Fun i 4-års, Ibiza Fun I i 5-års, Iceman i 6-års samt Fleurissima's Fleur Royale II og Jack Daniel's ABN blandt de 7-årige.

Og så er der et navn, som vi allerede har mødt her på Happy Rider. Liv Marie Stignæs har nemlig kvalificeret tre heste til årets championatsfinaler. Den ene er Svalegaard’s Dicte, med hvem hun opnåede 90,857 point i kvalifikationen og dermed ligger helt fremme blandt de 5-årige.

Liv er vores månedens profil og fortæller i den første artikel her på siden om livet med hestene på Stald Lynggaard og vejen fra parcelhus i Thisted til sit eget sted med stald, ridehal og folde. Vi har også talt med hende om træningen og hendes tilgang til at uddanne hestene.

Mere end bare finaler

Selvom championatsfinalerne er et af de store nye fokuspunkter ved årets World Cup Herning, er de langt fra det eneste, der foregår.

Under stævnet mødes både internationale spring- og dressurryttere, unge talenter og ponyryttere i de forskellige arenaer i MCH Messecenter Herning. I springning er der blandt andet Baltic Cup, EY Cup, FEI Jumping Ponies’ Trophy og Nord-Vest Box Cup-finalen programmet, mens der i dressur er Lövsta Future Challenge for U25-ryttere samt international 1- og 3-stjernede ture.

Mellem konkurrencerne kan man gå på opdagelse på World Cup-messen, hvor knap 70 udstillere i år er samlet med blandt andet rideudstyr, foder, staldudstyr og forskellige produkter til hest og rytter.

Årets World Cup Herning bliver altså en interessant kombination af unge stjernefrø, nogle af verdens bedste dressuryttere og -heste samt masser af springning og messe. Måske gemmer der sig allerede i næste uges championatsfinaler nogle af de heste, vi kommer til at høre meget mere til i årene fremover.

World Cup Herning 2026 afvikles 14.-18. oktober. Læs mere og køb billetter.

Foto: FEI