
Der er måske lidt mere ro på debatten om hestevelfærd i dressursporten, end der var for bare et par år siden. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men ifølge international dressurdommer og dyrlæge Hans-Christian Matthiesen er det vigtigt, at roen ikke bliver forvekslet med, at alle problemer er løst. For selvom dressursporten har rykket sig, er der stadig meget at arbejde med.
"Selvom bølgerne måske ikke går så højt lige nu, er vi stadig forpligtede til i sporten at blive ved med at presse os selv til at blive bedre. Det er ikke, fordi jeg siger, vi skal gå bodsgang, men vi er bare nødt til der, hvor vi er nu, men også i fremtiden, at holde den her diskussion i gang hele tiden. Det er en del af vores ansvar".
Mere ro efter nogle turbulente år
De seneste år har hestevelfærd været et massivt fokuspunkt i ridesporten. Særligt op til OL i Paris i 2024 blev debatten intensiveret, hvor en række sager satte spørgsmålstegn ved både træningsmetoder og hestevelfærd i topsporten.I dag er der mere ro på, men det ændrer ikke ved, at sporten stadig bliver kigget efter i sømmene.
Hans-Christian Matthiesen har selv deltaget i paneldebatter, podcasts og andre sammenhænge med nogle af ridesportens hårdeste kritikere. Det har han det fint med. Faktisk er han mere bekymret for den dag, hvor kritikken bliver mødt med en følelse af, at der ikke længere er noget at tale om.
"Det, jeg er allermest bange for og bliver allermest stresset over, er, når jeg møder modstand i sporten, hvor folk synes, at nu må jeg stoppe, for så slemt er det da ikke."
For ham er det netop den tankegang, sporten skal passe på med: "Hvis ikke vi formår at følge med tiden, så står vi alle sammen bare med håret i postkassen igen".
VM viste både godt og mindre godt
På bagkant af VM i Aachen er hans overordnede indtryk af dressursporten positivt. Der var masser af sport på højt niveau, og han så mange ting, som sporten kan være stolt af, men VM viste samtidig, at der stadig er plads til forbedringer.Netop når det gælder hestevelfærd, oplever han ikke, at alle i sporten er samme sted endnu. Han beskriver det med et billede af et internt memo om, hvordan man ønsker at ride og træne heste i dag.
"Det er lidt ligesom om, at der er et memo, der ikke er sendt rundt til alle endnu, og hvis det er sendt rundt, så kan det godt være, der er nogen, der ikke har åbnet den endnu".
Det betyder ikke, at alle, der rider eller træner anderledes, gør det med vilje eller med et ønske om at gå på kompromis med hestens velfærd, men det betyder, at sporten stadig har en opgave i at få den nye viden og de nye forventninger omsat til praksis.
Danmark har flyttet sig
I Danmark mener Hans-Christian Matthiesen, at der er sket meget. Her er diskussionen i højere grad blevet flyttet fra, om hestevelfærd er vigtigt, til de mere nuancerede spørgsmål om, hvad god hestevelfærd egentlig er, og hvordan man bedst sikrer den.Det kommer blandt andet til udtryk i de ændringer, Dansk Ride Forbund har gennemført i dressurbedømmelserne. Fra 2025 blev der indført et nyt bedømmelseskoncept med større fokus på hestens uddannelse, trivsel og den positivt accepterende hest.
"Selv de nye dressurbedømmelser bør og skal evalueres for at kunne vurdere, om vi er på vej til et bedre sted, også når det gælder om f.eks. naturlige gangarter etc.", mener HC.
Der er også ændret på reglerne for brug af kandar, så kandar ved danske stævner først er tilladt fra sværhedsgrad 4. Det er ifølge Hans-Christian Matthiesen tegn på, at sporten faktisk bevæger sig, men den udvikling kan ikke stå alene.
Internationalt er virkeligheden en anden
For selvom der også internationalt arbejdes med hestevelfærd, er dressursporten ikke nødvendigvis samme sted som i Danmark."Internationalt er det bare en anden snak, og man skal ikke engang ret langt væk bare i Europa før, at folk ser helt anderledes på det".
Hans-Christian Matthiesen har blandt andet oplevet det i forbindelse med stævner, eller når han har holdt oplæg om hestevelfærd i andre lande: "Vi taler om hestevelfærd på et helt andet niveau herhjemme. Det er de tre F'er med fri bevægelse, grovfoder og socialisering. Der er de slet ikke i andre lande. Jeg har for eksempel oplevet en total undren engang, hvor jeg holdt et oplæg og talte om behovet for social kontakt mellem heste".
Det illustrerer meget godt, hvor forskelligt udgangspunktet kan være. Det handler ikke nødvendigvis om, at andre lande ikke ønsker bedre hestevelfærd, men hvad man betragter som god hestevelfærd, afhænger også af kultur, traditioner, økonomi og den måde, man ser hesten på.

Hesten er flyttet ind i sofaen
En del af forskellen handler ifølge Hans-Christian Matthiesen om, hvordan hesten har fået en helt anden plads i vores samfund. Han sammenligner udviklingen med klimadebatten: Det er lettere at stille høje krav, når man har ressourcerne til at gøre noget ved dem.På samme måde er Danmark et privilegeret samfund, hvor der er mulighed for at stille høje krav til dyrevelfærd.
"Vi har flyttet hesten ind i sofaen sammen med hunden", siger han.
I nogle dele af verden befinder hesten sig stadig i en helt anden position, og derfor kan det også være svært at få alle internationale aktører til at bevæge sig i samme tempo. Det er en udfordring for et internationalt forbund som FEI, hvor reglerne skal fungere på tværs af lande med meget forskellige udgangspunkter.
Samtidig er der internationalt også en udvikling i gang. FEI har arbejdet med en større revision af dressurreglerne, hvor blandt andet hestevelfærd, bedømmelse og udformningen af dressurprogrammer er en del af arbejdet, ligesom der ses på muligheden for valgfrihed mellem trense og kandar på internationalt niveau.
De nye generationer kan flytte sporten
Selvom udviklingen går forskelligt fra land til land, har Hans-Christian Matthiesen stadig store forventninger til fremtiden. Ikke mindst til de kommende generationer af ryttere, trænere og officials. Han oplever, at de vokser op med en anden viden om heste end tidligere generationer gjorde, og hestene bliver også holdt på en helt anden måde end for bare 20-30 år siden.Det betyder ikke nødvendigvis, at alt er blevet bedre, men sporten har fået mere viden om blandt andet hestens adfærd, læring og velfærd, og den viden bør også kunne være med til at ændre måden, man træner og konkurrerer på.
Hvis ikke alle følger med af sig selv, mener Hans-Christian Matthiesen, at sporten også skal turde stille krav.
Der skal stadig være nogen, der siger fra
Forandring sker ikke altid frivilligt. Nogle lærer gennem forskning. Andre gennem dygtige trænere eller ved at møde nye måder at arbejde med heste på, og nogle har brug for, at en official eller et regelsæt sætter en tydelig grænse."Hvis du ikke har åbnet memoet hjemmefra i forhold til, hvordan vi gerne ser, at du rider eller træner din hest nu, så bliver du nødt til at blive mødt med nogen, som kan guide dig eller sige: Prøv lige at høre, søster. Det der går ikke længere".
Det er også derfor, han mener, at diskussionen om hestevelfærd skal blive ved. Ikke fordi dressursporten skal bruge sin tid på at slå sig selv oven i hovedet, men fordi den skal være villig til at stille spørgsmål ved sin egen praksis.
Et åbent vindue til omverdenen
For Hans-Christian Matthiesen er det samtidig vigtigt, at dressursporten ikke lukker sig om sig selv. Han ser faktisk det internationale fokus og den offentlige debat som en mulighed for sporten.De store mesterskaber og den olympiske scene betyder, at ridesporten bliver eksponeret for mennesker, der ikke selv er en del af sporten. Det giver mulighed for, at andre kan se, hvordan sporten fungerer – og for sporten til at forholde sig til det, den bliver mødt med.
Derfor er hans ønske ikke, at dressursporten skal forsøge at slippe for kritikken. Tværtimod. For hvis sporten skal være en del af fremtidens ridesport, er den nødt til at kunne tåle, at nogen kigger med – og samtidig være villig til hele tiden at spørge sig selv, om den kan gøre tingene bedre.
Læs også: Nyt pilotprojekt skal undersøge hestevelfærd i dressursporten





