Tania Maria Joensen. Foto: Privat

Det var med både vemod og store forventninger, at 32-årige Tania Maria Joensen den 30. september havde sidste arbejdsdag i Aarhus Rideklub. Efter knap to år som chefberider og øverste leder på Vilhelmsborg venter nemlig et nyt kapitel på Sjælland, hvor hun fra 1. oktober er blevet en del af Nanna Skodborg Merralds nye virksomhed.

Tania overtog i januar 2025 stillingen som chefberider i Aarhus Rideklub efter sin tidligere læremester Hans Jørgen Nørgaard, som fortsatte som berider i klubben på nedsat tid. Nu har hun valgt at sige ja til en mulighed, der både giver hende mulighed for at arbejde tæt sammen med en god veninde og samtidig udvikle sig som rytter.

En rolle med flere funktioner

Hos Merrald Dressage, der er hjemmehørende på Lykkesholm i Hvalsø, kommer Tania først og fremmest til at ride og uddanne heste, men hun får også en rolle i driften af ridecentret. Det betyder, at hun både bliver rytter og sparringspartner for Nanna i forhold til den daglige drift. Her kan hun blandt andet trække på sine erfaringer fra Vilhelmsborg, hvor hun har været med til at håndtere både rideklub og pensionærer.

"Det bliver sådan en form for mellemleder og rytter, hvis man kan sige det på den måde", fortæller Taina.

Præcis hvordan stillingen kommer til at se ud på længere sigt, skal dog først til at tage form. Nanna har for nyligt selv overtaget ridecenteret, og derfor forventer Tania, at hendes rolle vil udvikle sig i takt med, at det nye setup kommer i gang.

Udover ridning og drift kommer hun også til at tilbyde undervisning til ridecentrets pensionærer.

En mulighed, hun ikke ville sige nej til

For Tania var der flere grunde til at takke ja. Hun og Nanna arbejdede sammen i knap tre år på Blue Hors og har siden holdt fast i et tæt venskab. De har blandt andet brugt hinanden som sparringspartnere, mens de hver især har haft forskellige roller i ridesporten.

"For det første er det selvfølgelig en unik mulighed at få lov til at arbejde tæt sammen med en god veninde", fortæller Tania.

Hun og Nanna har gennem årene også talt meget om deres forskellige erfaringer som både ryttere og ledere, og Tania oplever, at de har mange af de samme ambitioner og synspunkter i forhold til deres arbejde.

"Det at få lov at træne sammen med en af landets bedste ryttere er jo også noget, der er en god mulighed for selv at udvikle mig endnu mere med min ridning".

At Tania selv kommer fra Sjælland, og at hendes kærestes familie også er der, gjorde beslutningen om at rykke længere øst på endnu mere oplagt.

"Der var bare flere ting, der gav god mening ved det. Da jeg lige havde snakket med hende og så sad og tænkte lidt over det, så ved man jo bare ikke, hvornår man får tilbudt noget lignende igen. Så det kunne jeg mærke, jeg ville fortryde, hvis jeg ikke sagde ja til".

Tilbage til det sted, hvor det hele begyndte

Selvom Tania glæder sig til det nye kapitel, bliver det ikke uden vemod at forlade Vilhelmsborg. Det er nemlig et sted, hun har en lang historie med. En stor del af hendes læretid som berider foregik netop på Vilhelmsborg. Hun havde Signe Hansen som læremester de første to år og Hans Jørgen Nørgaard de sidste to år, inden hun blev udlært som berider med speciale i dressur i 2020.

Efter beridereksamen fulgte 2,5 år hos Blue Hors i Randbøl, en periode i dressurstalden Norslund og siden en stilling hos Stutteri EVO, inden hun igen vendte tilbage til Vilhelmsborg.

"Jeg har været glad for min tid på Vilhelmsborg, og det har været meget nostalgisk for mig at komme tilbage, fordi jeg jo er udlært der. Så det har været virkelig dejligt og trygt lige at lande der igen efter at have været rytter forskellige steder".

Derfor bliver afskeden også svær: "Der er mange af de mennesker, der er her på Vilhelmsborg, som jeg jo har kendt i virkelig mange år. Så det bliver jo sådan helt familiære forhold, man nærmest får".

Samtidig er hun ikke i tvivl om, at de mange relationer vil bestå, selvom hun fremover får sin hverdag på Sjælland.

Drømme om den store scene

Hos Nanna håber Tania først og fremmest på at få skabt et stærkt samarbejde og være med til at føre de nye planer godt fra start.

"Jeg håber rigtig meget på, at Nanna og jeg får rullet det her rigtig godt i gang og får skabt et virkelig godt samarbejde, og så tror jeg, vi bare sådan lidt i fællesskab skal forme vores ambitioner", fortæller Tania og fortsætter: "Jeg har også en forventning til, at jeg bliver en vigtig rolle i forhold til at hjælpe Nanna med at nå hendes mål og drømme, og det sætter jeg også en stor ære i".

Samtidig har Tania naturligvis sine egne ambitioner som rytter. Hun har erfaring op til Grand Prix-niveau i dressur og har gennem årene redet et stort antal unghesteklasser.

"Jeg har selvfølgelig også selv nogle håb og drømme om at blive ved med at udvikle min ridning og dygtiggøre mig og være med på den store scene både med unge heste og med ældre heste".

En af de heste, hun tager med sig ind i det nye kapitel, er den treårige DV-vallak Vesterdams St. Supreme e. Blue Hors St. Schufro/Hesselhøj Donkey Boy (opdr. Erik Faber). Tania red ham for nyligt ved Dansk Varmblods eliteskue, hvor han blev tildelt en sølvmedalje, og hun ser frem til at fortsætte udviklingen med vallakken.

"Der ligger også nogle håb og drømme der. Det kan blive rigtig godt", slutter hun.

Tania med Vesterdams St. Supreme. Foto: Privat