Foto: Pixabay

Når hesten bliver skadet, kan det være frustrerende for både hest og rytter. Pludselig er de sædvanlige rideture, træningspas og hyggelige stunder måske ikke længere en mulighed. Men selvom hesten skal holde pause fra ridningen, kan der stadig være masser af muligheder for at styrke jeres relation og i nogle tilfælde arbejde med hestens bevægelighed, styrke og kropsbevidsthed.

Det vigtigste er naturligvis at tage udgangspunkt i skaden og følge dyrlægens og evt. behandlerens anbefalinger. Nogle heste har brug for fuldstændig ro, mens andre har gavn af kontrolleret bevægelse som en del af genoptræningen.

Her er inspiration til, hvad I måske kan lave sammen.

1. Gør lidt ekstra ud af striglingen

En skade kan være en oplagt anledning til at sætte tempoet ned og bruge lidt ekstra tid på den daglige pleje. Giv hesten en grundig strigling og brug tid på de små ting, der måske ellers bliver sprunget over i en travl hverdag. Vær opmærksom på, om der er områder, som er ømme eller påvirket af skaden, og undgå at berøre dem, hvis det ikke er hensigtsmæssigt.

2. Nyd en omgang massage og nus

Mange heste nyder den rolige kontakt, og blid berøring kan være en hyggelig måde at tilbringe tid sammen på. Du kan eksempelvis bruge tid på at give hesten en massage. Det handler ikke nødvendigvis om at behandle noget, men også bare om at give hesten lidt ekstra opmærksomhed.

3. Lav mobilitetsøvelser

Hvis skaden tillader det, kan forskellige mobilitetsøvelser være en del af genoptræningen. Det kan eksempelvis være dynamiske øvelser, hvor hesten følger en godbid med hovedet i forskellige retninger, eller øvelser, der aktiverer mavemusklerne og ryggen. Øvelserne kan blandt andet være med til at arbejde med hestens bevægelighed, balance og kropsbevidsthed samt være en måde at holde den stærk i kroppen, selvom den ikke decideret må trænes. 

Det er dog vigtigt, at øvelserne vælges ud fra den enkelte hests behov. Nogle bevægelser kan være uhensigtsmæssige ved bestemte skader, så få gerne en fagperson til at vise dig, hvad der er relevant.

Læs mere om dynamiske mobilitetsøvelser, også kaldet gulerodsstræk.

4. Gå små ture sammen

For heste, der må bevæge sig, kan kontrollerede gåture være en god måde at få lidt variation i hverdagen på. I kan eksempelvis gå en tur på forskellige underlag (sand, grus, græs osv.), opleve nye omgivelser eller blot tage en lille runde omkring stalden. Variation i underlaget kan give forskellige sanseindtryk og stille forskellige krav til hestens bevægelse. Det er med til at holde den fysisk stærk, og det at se noget andet kan være godt til hesten mentalt.

Start altid med det, dyrlægen har anbefalet. En gåtur på blødt græs eller sand er ikke nødvendigvis mere skånsom end en tur på fast underlag, og ujævnt terræn kan være uhensigtsmæssigt for nogle skader.

5. Træn lidt fra jorden

Hvis hesten må skridte, kan I måske også lave enkelte øvelser fra jorden. Det kan være at øve stop, bak og igangsætning, lave rolige sidebevægelser for hånd eller arbejde med at følge dig og reagere på lette signaler. Det kan også være en god anledning til at træne nogle af de små ting, som gør hverdagen med hesten nemmere.

Hold træningen kort og ukompliceret, og vær opmærksom på, at selv små øvelser kan belaste kroppen forskelligt. Igen kommer det selvfølgelig an på, hvad dyrlægen siger.

6. Brug tid på bare at være sammen

Ikke alle hyggelige stunder behøver at have et træningsformål. Måske kan du sidde lidt hos hesten på folden, lade den græsse for hånd, eller blot bruge tid på at observere den og dens adfærd. Det kan også være en god anledning til at lære hesten endnu bedre at kende og blive mere opmærksom på dens signaler og behov.

Husk: Hesten skal have lov til at hele

Det kan være fristende at finde på en masse aktiviteter, når man savner at ride og træne sin hest, men genoptræning handler først og fremmest om at give kroppen de bedste betingelser for at hele.

Nogle af aktiviteterne er derfor kun relevante for heste, der er nået til et bestemt stadie i deres genoptræning. Andre heste skal måske have fuldstændig ro i en periode.

Følg altid dyrlægens eller behandlerens anvisninger, og husk, at en god dag med hesten ikke nødvendigvis kræver hverken træning eller motion. Nogle gange er lidt ekstra omsorg og nærvær det bedste, I kan give hinanden.

Kilder
Young, A. 2022. Exercise Therapy. UC Davis School of Veterinary Medicine.
Dyson, S. Considerations for Equine Injury Rehabilitation.
Ellis, K. L. og Giancola, S. 2025. Guidelines for Formulating Rehabilitation Strategies for Equine Tendon and Ligament Injuries. Veterinary Clinics of North America: Equine Practice.