
Næsebåndets stramhed har i mange år været et omdiskuteret emne i ridesporten. Nu viser et nyt studie, at langt størstedelen af de dressurheste, der blev tjekket ved de britiske mesterskaber i 2025, havde tilstrækkelig plads under næsebåndet til at bestå den nye standardiserede kontrol.
Forskerne observerede i alt 523 heste ved British Dressages National Championships, Middle Tour Championships og Area Festival Championships i Storbritannien. Her blev næsebåndene kontrolleret med det måleredskab, som det internationale rideforbund, FEI, introducerede i 2025.
Måleredskabet blev gjort obligatorisk ved FEI-konkurrencer internationalt på tværs af alle discipliner fra 1. maj 2025, mens British Dressage i Storbritannien også valgte at indføre det i det nationale konkurrencesystem. Ved de britiske mesterskaber i 2025 blev det brugt som en del af den indledende afprøvning, inden British Dressage planlagde fuld implementering fra 1. januar 2026.
Resultatet var, at 496 heste – svarende til 95% – bestod kontrollen, mens 27 heste, svarende til 5%, ikke bestod. I alle 27 tilfælde skyldtes det, at næsebåndet var så stramt, at måleredskabet ikke kunne føres ind under det. Forskerne bemærker samtidig, at alle 27 heste bestod kontrollen, efter næsebåndet blev justeret.
En ny måde at kontrollere på
FEI's måleredskab blev udviklet på baggrund af tidligere forskning i blandt andet trykket under forskellige typer næsebånd og ved forskellige grader af stramhed.I 2025 blev reglerne ændret, så næsebåndet skal være tilpasset, så det nye måleredskab kan føres ind under næsebåndet ovenpå næseryggen og trækkes igennem. Reglen gælder både for forskellige typer næsebånd og for både det øvre og eventuelle nedre næsebånd.
Ved den britiske kontrol blev måleredskabet ført ind under næsebåndet og trukket igennem med et moderat tryk. Hvis redskabet kunne passere helt igennem uden modstand, bestod ekvipagen testen.
Det adskiller sig fra den tidligere kontrol, hvor en officials vurdering blandt andet kunne baseres på, om en finger kunne føres ind under næsebåndet på siden af hestens hoved. Det nye redskab giver i stedet en mere standardiseret og objektiv vurdering, som nu anvendes ved FEI-konkurrencer internationalt og er blevet indført i British Dressages nationale konkurrencer.

Fra 44 procent til fem procent
Resultatet er interessant, når det sammenholdes med tidligere undersøgelser. Et internationalt studie fra 2017 undersøgte næsebånd hos 750 konkurrenceheste i dressur, military og performance hunter i Irland, England og Belgien. Her blev 44% af hestene placeret i kategorien "nul fingre", mens blot 7% havde plads svarende til to fingre under næsebåndet.
Det er dog ikke en direkte sammenligning, fordi undersøgelserne anvendte forskellige målemetoder og forskellige definitioner af, hvad der udgjorde en passende stramhed. Alligevel er forskellen markant, og forskerne bag det nye studie peger selv på, at der kan være sket en ændring i praksis.
De foreslår to mulige forklaringer: Øget viden og uddannelse om betydningen af næsebåndets stramhed samt effekten af, at der nu gennemføres obligatorisk kontrol med et standardiseret måleredskab.
Hvad betyder "bestået"?
Selvom 95% er et højt tal, er det vigtigt at forstå, hvad testen faktisk fortæller. Studiet undersøger, om næsebåndet er tilstrækkelig løst til, at FEI's måleredskab kan passere under det. Det er ikke en undersøgelse af, om næsebåndet er optimalt tilpasset i alle henseender, eller om hesten oplever næsebåndet som behageligt. Det er derfor mere præcist at sige, at 95% bestod næsebåndskontrollen, end at 95% havde et "godt" eller "velfærdsmæssigt korrekt" næsebånd.
Forskerne understreger selv, at der ikke blev foretaget en adfærdsmæssig vurdering af hestene i forbindelse med undersøgelsen.

Stramhed øger trykket
Den nye undersøgelse står dog ikke alene. Tidligere forskning fra samme forskergruppe har undersøgt, hvad der sker med trykket under næsebåndet, når det strammes. I et studie fra 2024 blev otte dressurheste undersøgt med fire forskellige næsebåndstyper ved fem forskellige stramhedsgrader – fra to fingres løshed til helt stramt (nul fingre). Her steg trykket under næsebåndet generelt, når næsebåndet blev strammet. Forskerne fandt især en tydelig stigning i trykket ved én finger eller mindre løshed sammenlignet med 1,5 og to fingres løshed.
Det er blandt andet den forskning, der har været med til at danne grundlag for udviklingen af FEI's måleredskab. Forskerne bag det nye studie beskriver derfor den standardiserede kontrol som et vigtigt skridt mod en mere objektiv og ensartet vurdering af næsebåndets tilpasning.
De fleste heste var rolige
En anden interessant del af undersøgelsen var hestenes reaktion på selve kontrollen. I 96% af tilfældene blev hestene vurderet som "compliant", altså at de stod stille uden hovedbevægelser under kontrollen. 21 heste blev vurderet som enten tilfredsstillende eller ikke-samarbejdsvillige.Forskerne interviewede desuden både ryttere og officials. Her var der generelt positive tilbagemeldinger på det nye system. Rytterne beskrev blandt andet måleredskabet som enkelt og ikke særligt indgribende, mens officials fremhævede, at den klare bestået/ikke-bestået-vurdering gjorde kontrollen mere ensartet og mindre subjektiv.
Et tegn på, at regler kan flytte praksis
Det nye studie giver dermed et interessant billede af, hvad der kan ske, når forskning omsættes til konkrete regler og kontrol.Forskerne konkluderer, at den høje andel af beståede heste kan afspejle en ændring i praksis. Mere viden om næsebåndets betydning for hestens velfærd kan have spillet en rolle, men det samme kan indførelsen af obligatorisk kontrol.
Det betyder ikke nødvendigvis, at debatten om næsebånd er afsluttet, men udviklingen fra tidligere undersøgelser med meget højere andele af stramme næsebånd til de 95%, der bestod den nye kontrol i en britisk kontekst, er interessant, og måske er det netop et eksempel på, at viden, tydelige regler og en ensartet måde at kontrollere dem på faktisk kan være med til at ændre praksis.
Kilder
MacKechnie-Guire et al. 2026. Pass Rates Using the FEI Noseband Measurement Device at British Dressage 2025 Championships. Equine Veterinary Journal.
Doherty et al. 2017. Noseband Use in Equestrian Sports – An International Study. PLoS ONE 12(1): e0169060.
MacKechnie-Guire et al. 2024. Noseband Type and Tightness Level Affect Pressure on the Horse’s Face at Trot. Equine Veterinary Journal 57(3): 774–788.








