Foto: Happyrider

Fra Tyskland til de danske stalde

Den danske oldenborger har sine rødder i det nordvestlige Tyskland, hvor oldenburgerhesten gennem flere århundreder blev udviklet til en stærk og præsentabel køre- og arbejdshest. I slutningen af 1800-tallet begyndte de tyske oldenburgere at finde vej til Danmark, hvor der var stor efterspørgsel på heste, som både kunne bruges i landbruget og til transport.

I 1887 blev en oldenborgerhingst importeret til Fyn, og i de følgende årtier voksede interessen for den kraftige hestetype. Avlen blev efterhånden udbredt til store dele af landet, og særligt i Jylland fik oldenborgeren en betydelig plads i hesteholdet.

Den danske oldenborger blev gennem årene udviklet med fokus på styrke, udholdenhed og et godt temperament. Det var en hest, der skulle kunne arbejde, og den blev blandt andet brugt til landbrugsarbejde, kørsel og senere også ridning. I takt med at behovene ændrede sig, blev avlsmålet tilpasset, men den solide kropsbygning og de gode brugsegenskaber forblev centrale kendetegn.

I slutningen af 1950'erne blev den danske oldenborger fortsat beskrevet som en mellemsvær til svær trækhest. Det var dog netop på dette tidspunkt, at hesteholdet i Danmark begyndte at gennemgå store forandringer.

Da den gamle type blev udfordret

Efterhånden som traktorer og maskiner overtog arbejdet i landbruget, forsvandt behovet for de store, kraftige arbejdsheste. Samtidig voksede interessen for ridesport, og avlen begyndte i stigende grad at orientere sig mod lettere og mere atletiske heste.

For oldenborgeren betød det en omfattende forandring. Engelske fuldblodshingste blev anvendt til at forædle den traditionelle type, og resultatet blev en lettere ridehest, som stadig bevarede noget af oldenborgerens karakteristiske styrke og kropsbygning.

Udviklingen skabte imidlertid også en udfordring. Mens mange avlere valgte at fokusere på de nye varmblodsheste, blev bestanden af traditionelle oldenborgere mindre, og i begyndelsen af 1970'erne var racens fremtid i Danmark usikker.

En gruppe engagerede avlere ønskede at bevare oldenborgeren og dens særlige egenskaber. I 1978 blev foreningen Dansk Oldenborg Avl derfor grundlagt med det formål at videreføre både den renavlede oldenborgtype og en forædlet version, som i højere grad kunne anvendes som moderne ridehest.

En kraftig og harmonisk hest

Den danske oldenborger er typisk en stor, muskuløs og harmonisk bygget hest med god kropsdybde, en stærk overlinje og en veludviklet bagpart. Racen ses især i sort og brun, og stangmålet ligger ifølge Dansk Oldenborg Avls avlsmål omkring 160–170 cm.

Den traditionelle oldenborger skal have en betydelig kropsbygning uden at virke uharmonisk eller tung i sine bevægelser. Der lægges vægt på en velrejst hals, en stærk ryg, korrekt benstilling og en bevægelse, der er taktfast og præget af god aktivitet fra bagparten.

Den forædlede oldenborger er generelt lettere og mere sportspræget, men skal fortsat bevare et tydeligt oldenborgpræg. Avlsmålet beskriver en elegant, stærk og harmonisk ridehest med gode bevægelser og et særligt fokus på arbejdsvilje og ridelighed.

Der kan derfor være væsentlig forskel på, hvordan to danske oldenborgere ser ud, afhængigt af deres afstamning og den avlsretning, de tilhører.

Temperament og alsidighed

Et af de mest fremhævede kendetegn ved den danske oldenborger er dens temperament. Dansk Oldenborg Avl beskriver i sit avlsmål en hest med et nervefast sind, god arbejdsvilje og et temperament, der gør den anvendelig i mange forskellige sammenhænge.

Det er egenskaber, der har været vigtige gennem hele racens historie. Arbejdshesten skulle kunne samarbejde med mennesker og bevare roen under krævende opgaver, og disse kvaliteter er fortsat en central del af det moderne avlsarbejde.

I dag anvendes danske oldenborgere til både dressur, kørsel og almindelig fritidsridning. Den kraftige og stabile type kan være attraktiv for ryttere, der ønsker en alsidig hest med god kropsstyrke og et samarbejdsvilligt temperament, mens den forædlede type i højere grad kan være rettet mod sportslige præstationer.

Som med alle andre hesteracer er der dog individuelle forskelle. En oldenborger er ikke nødvendigvis rolig eller ukompliceret alene på grund af sin afstamning, og den enkelte hests temperament, uddannelse og erfaring har fortsat stor betydning.

To forskellige avlsretninger

Foto: Happyrider
Noget af det mest interessante ved Dansk Oldenborg Avl er, at forbundet arbejder med både renavlede og forædlede oldenborgere.

De renavlede oldenborgere har en oldenborgandel på 88–100 procent og repræsenterer den mere traditionelle type. Her lægges der særlig vægt på at bevare racens karakteristiske kropsbygning, styrke og gode temperament.

De forædlede oldenborgere har en oldenborgandel på mindst 25 procent, men under 88 procent. Her er målet en mere moderne ridehest, hvor fuldblodsforædling har bidraget til en lettere og mere atletisk type, uden at de centrale oldenborgegenskaber går tabt.

Denne opdeling gør den danske oldenborgavl ganske særlig. I stedet for udelukkende at arbejde mod én moderne sportshestetype forsøger avlsforbundet både at bevare en historisk hestetype og samtidig videreudvikle dens muligheder som ridehest.

Dansk Oldenborg og forbindelsen til Dansk Varmblod

Den danske oldenborger har en særlig plads i historien om Dansk Varmblod. Da Dansk Sportsheste Avlsforbund blev grundlagt i 1962 som en forløber for det moderne Dansk Varmblod, blev der optaget 150 hopper i den nye hovedstambog.

Ifølge Dansk Varmblods egen historiske gennemgang var 22 af hopperne danskfødte, og de havde hovedsageligt oldenborgafstamning. Samtidig var 108 hopper af tysk afstamning, hvilket viser, hvor stor betydning både de eksisterende danske heste og importeret avlsmateriale havde i begyndelsen.

Den gamle danske oldenborger var dermed en del af det tidlige avlsgrundlag, som senere blev videreudviklet gennem målrettet brug af internationale varmblodsblodlinjer.

I dag er Dansk Oldenborg Avl og Dansk Varmblod to forskellige avlsforbund med hver deres avlsmål. Mens Dansk Varmblod fokuserer på moderne sportsheste til dressur og springning, arbejder Dansk Oldenborg Avl også målrettet på at bevare den traditionelle oldenborgtype og dens særlige egenskaber.

Vidste du?

Danmark er et af de få steder, hvor man fortsat arbejder organiseret med at bevare den gamle oldenborgtype gennem renavl. Det er bemærkelsesværdigt, fordi den moderne tyske oldenburger gennem årtier har udviklet sig i retning af en international sportshest, mens man i Danmark har valgt også at bevare en mere traditionel og kraftig type.

Det betyder, at to heste med oldenborgafstamning kan se ganske forskellige ud, selvom deres historiske rødder er beslægtede. Den ene kan være en moderne, atletisk dressurhest, mens den anden i højere grad repræsenterer den gamle, stærke køre- og ridehest.

En del af den danske hestearv

Foto: Happyrider
Den danske oldenborger er et eksempel på, hvordan hesteavl ikke kun handler om at skabe nye og mere præstationsdygtige heste, men også om at bevare egenskaber og blodlinjer, der ellers risikerer at forsvinde.

Gennem generationer har oldenborgeren været en vigtig del af dansk landbrug, transport og ridesport, og dens historie er tæt forbundet med udviklingen af den moderne danske ridehest.

I dag videreføres avlen af mennesker, der ønsker at bevare den karakteristiske type, det gode temperament og de alsidige brugsegenskaber. På den måde er Dansk Oldenborg både en del af dansk hestehistorie og en levende avlstradition.


Kilder